Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Mesterskytten : historien om Annie Oakley


Beskrivelse


Delvis biografisk roman om mesterskytten Annie Oakley, som blev født i 1860 i Pennsylvania, USA. Hendes barndom var barsk med fattigdom og sult, indtil hendes skydefærdighed gjorde hende berømt.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. mar. 1999

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 26. mar. 1999

Delvis biografisk jeg-fortælling om mesterskytten Annie Oakley. Jeg kender hende kun fra operetten og det var derfor en overraskelse at læse om hendes liv i den bedste Kulla-Gulla/Guds blinde øje-tradition. Man følger Annie gennem hendes barske opvækst og indtil hun som ganske ung trodser alle datidens konventioner og i en rigtig happy ending bliver både berømt og forelsket. Simpel nød tvang hende til at blive en god skytte. Hun voksede op i en god, men fattig nybyggerfamilie. Da faren dør, bliver der småt med mad og Annie skyder sin første kanin. Hun har talent for at ramme, men hendes mor vil hellere se hende med et sytøj. Da Annie er ni år tvinges hendes mor til at sende hende væk. Først på fattiggården og senere til en meget ondskabsfuld familie, som både slår og sulter hende. Efter et frygteligt år flygter hun til sit hjem. Her fortsætter hun meget mod sin mors vilje med at gå på jagt og snart er hun familiens hovedforsørger. Hun begynder at deltage i skydekonkurrencer og det er ved en sådan, hun som 15-årig vinder over sin senere mand Frank Butler. Det er en velfortalt og spændende bog, som uden at være sentimental griber læseren. Sproget er godt og flydende og den vil fange piger fra 12 år. Forsiden viser en noget bister Annie.


Bibliotekernes vurdering

d. 26. mar. 1999

af

af

Mogens Bille (skole)

d. 26. mar. 1999

Historien om Annie Oakley - den legendariske unge kvinde der ender i ingen ringere end Buffalo Bills Wild West Show, hvor hun bliver den bedste og internationalt mest berømte skarpskytte - foreligger hermed i endnu en skønlitterær udgave. Annies opvækst i en fattig kvækerfamilie i Ohio i slutningen af sidste århundrede er en historie, som med beskrivelsen af faderens og søsterens død, hendes tid på asylet og hos en hjerteløs familie - kaldet ulvene - har alle de ingredienser der skal til for at gribe alle sine læseres (især pigernes) hjerter. Historien om den fattige Annie og hendes møde med lykken og Frank Butler i slutningen af bogen er velfortalt i et flydende, letløbende sprog, der betyder, at de knap 200 sider næppe et øjeblik vil virke problematiske for ovennævnte målgruppe at komme igennem. Tværtimod vil der med garanti være mange læsere, der vil udstøde et ærgerligt og lidt vemodigt suk, når sidste blad i bogen er vendt. God forsideillustration der viser heltinden i fuld aktion. Bogen afsluttes med et realafsnit der giver lidt historiske fakta om Annie Oakley samt ideer til supplerende læsning. Selvlæsning fra 11-12 år.