Når stormagten USA handler, har det indflydelse på resten af verden. Det handler denne bog om. Den er skrevet af Flemming Rose, der har været udenrigskorrespondent på Berlingske tidende og Jyllands-posten. Men han er nok mest kendt for sit seneste job på Jyllands-posten som kulturredaktør. I dette job var det ham der stod bag publiceringen af "Muhammed-tegningerne". I forbindelse med alt postyret omkring tegningerne blev han af Jyllands-posten sendt til USA for at lave denne interviewbog. Bogen indeholder 15 interviews med intellektuelle, politikere, forfattere, forskere og andre som er med til at præge debatten i USA. De interviewede kommer fra vidt forskellige politiske og religiøse miljøer og giver et nuanceret billede af de forskellige samfundsdebattører i USA. Der er et kapitel for hver af de interviewede. Der findes ikke umiddelbart bøger, der ligner denne. Interviewene følger ikke nogen fast struktur, men de gennemgående temaer er: Mellemøsten, krigen i Irak og forholdet mellem USA og Europa. Bogen er velegnet til opgaver om USA på gymnasieniveau og opefter, og vil være interessant for dem med interesse i amerikansk politik. Interviewene har været bragt i Jyllands-posten.