I forskellige spor, tid og stemmer portrætteres den danske stumfilmdronning Asta Nielsen af kunstneren Eva Tind. Til interesserede i anderledes portrætter af kendte danskere.
Asta Nielsen nåede både at opleve stor berømmelse og total fiasko i sin levetid. I forskellige spor, der veksler mellem fortid og nutid, behandler Tind, Asta Nielsens liv og levned. Hun læser Asta Nielsens selvbiografi Den tiende muse og kommer med sine egne noter. Hun lytter til optagelser af private samtaler mellem Asta Nielsen og hendes ven boghandleren Frede Smidth og interviewer folk med et kendskab til Asta Nielsen.
En bog der giver et anderledes portræt af Asta Nielsen. Tind er en mester til at følge og forlade tråde, og så siden samle dem op igen. I brudstykker får man et fint billede af hvem personen Asta Nielsen var.
Der findes ikke andre bøger der på samme kunstneriske vis behandler Asta Nielsens liv. Tind brugte samme tilgang i sin Eva + Adolf.