Chili er et varmt emne for tiden - ikke mindst pga. Chili-Klaus, som fx på You-tube har vist en stor entusiasme omkring det lille krydderi. Bogen kommer rundt om mange aspekter ved chili, og den henvender sig derfor til en bred skare af chili-interesserede.
Chili er et krydderi, der primært er kendt for sin stærke smag, men chili er meget andet en de meget stærke sorter, som fx Chili-Klaus underholder med. Forfatteren kommer her rundt om planten lige fra historien og myterne til opskrifter på chiliprodukter, som kan bruges i den videre madlavning. Bogens hovedfokus ligger dog på dyrkningen, som er noget alle kan gøre, bare de har en vindueskarm. Bogen er illustreret med billeder af både planter og frugt. Forfatteren er chili-entusiast og står bag internetbutikken plantekasse.dk, der har specielt fokus på chili.
Lene Tvedegaards Den lille stærke om chili, 2005 er i år udkommet i en 3. udgave. Søger man opskrifter med chili findes disse oftest som enkeltstående opskrifter i en lang række kogebøger. En undtagelse er dog Chili for drengerøve, 2010 af Leif Rasmussen, som har dedikeret hele bogen til opskrifter med chili.
Chili findes i mange former og styrker, og forfatteren kommer her godt rundt om det lille krydderi lige fra præsentationer af de forskellige sorter og dyrkning til historie og opskrifter.