Otte markante, kvindelige toppolitikere fortæller om deres tid ved magten. Bogen er for alle med interesse for dansk politik og kvindehistorie.
Søs Marie Serup, politisk kommentator, er forfatter til bogen. I forordet fortælles, hvordan de otte kvindelige politikere, aktive såvel som tidligere aktive, blev sat i stævne for at belyse, hvordan det har været at være den første generation af kvinder ved magten i Danmark. Herefter følger korte portrætter af de otte kvinder, som er: Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Mimi Jakobsen, Grethe Fenger Møller, Jytte Hilden, Britta Schall Holberg, Pia Kjærsgaard og Marianne Jelved. Kvinderne diskuterer bl.a. søstersolidaritet, at blive udstillet i pressen og hvad magt egentlig er. Samtaleemnerne er mange og tæller også evnen til at opbygge et netværk og at skulle forsvare sig, blot fordi man er kvinde. Bogen rundes af med en liste over 74 kvinder, der har siddet på ministerposter, 10 kvindelige partiledere samt litteraturliste og navneregister.
Det er fantastisk at læse, at trods politiske forskelligheder, så har de otte kvinder rigtig meget tilfælles, når de skal fortælle om livet som kvinde ved magten i Danmark. Serup har formået at skabe et fortroligt rum for kvinderne, så der opstår interessante samtaler.
Håndtasken, heksen og de blåøjede blondiner sætter også fokus på kvinder i toppolitik, men er ikke nær så grundig og nærværende som indeværende bog.