Bøger / skønlitteratur / digte

Det blide bud : digte


Beskrivelse


Digte om kærligheden, naturen og Gud og tilbedelsen af alt levende.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. aug. 2009

af

af

Steffen Kronborg

d. 3. aug. 2009

Det blide bud har især bud til lyriklæsere med forkærlighed for 1950'ernes Heretica-digtning.

34 korte digte fordelt på 42 sider i pocketbogsformat udgør indholdet i Peter Huss' 40. udgivelse (ifølge værkfortegnelsen forrest i bogen). Det er 5 år siden, en af forfatterens digtsamlinger senest blev registreret i nationalbibliografien, og dengang var Huss' foretrukne temaer kvinden, erotikken, poesien, religionen og naturen. Det er det fortsat. I et højstemt, besynderligt anakronistisk sprog lovsynger Huss kvinden, både som begreb og som konkret person, via en stribe digte, hvor tilbedelsen af Gud, poesien og kærligheden glider sammen i en svulstig, hymneagtig tale: "Elskede veninde, kom, se, hør,/ Du er saa smuk, at du/ Gør mig lykkelig i sjæl,/ Jeg drømmer kun om at du er her". Huss er romantiker om en hals og er stolt af det: "Hele Det Hussiske Syn/ er Den samlede Romantiske Bog!".

Peter Huss' store forbillede er Ole Sarvig, som i tre af digtene optræder med navns nævnelse (et sted som "Guden Ole Sarvig"). Huss' sprog rummer da også mindelser om Sarvigs inderlige tone, men savner idolets magtfulde formuleringer og overraskende billeder.

Peter Huss har for nylig ændret navn til Peter Vind Huss, men indholdet i hans lyriske univers er der ikke ændret på. Her er fortsat tale om højtravende besværgelser af kvinden, poesien og Gud - omend ikke nødvendigvis i den rækkefølge.



Informationer og udgaver