For læsere af avanceret spirituel litteratur herunder Jes Bertelsens faste læsere.
Jes Bertelsen er idéhistoriker, men er med sin interesse og passion for bevidsthedsudvikling gået sin egen vej såvel menneskeligt som karrieremæssigt. I 1982 var han med til at grundlægge Vækstcentret i Nørre Snede. I bibliotekerne kendes han for en lang række titler omhandlende åndelige og psykologiske emner fx Kvantespring - en bog om kærlighed, 1986 og Dzoghenpraksis som bevidsthedsvidde, 2003. At møde ham og deltage i hans undervisning skulle være en særdeles gribende oplevelse, hvilket fremgår af Peter Høegs forord og efterskrift til bogen, som Peter Høeg også har redigeret. Den er nemlig en nedkogning af over 700 siders manus til 1 års undervisning med Jes Bertelsen. Således giver bogen omend indirekte adgang til et undervisningsforløb. Som altid, når det gælder Jes Bertelsen, er teksten krævende og ikke helt nem at gå til, men for den læser, som har evnen til at gå ind og fordybe sig, vil bogen være en kilde til oplysning og inspiration til at gå videre i egen udvikling. Bogen er krydret med smukke fotos fra Vækstcentret og portrætter af teoretikere, som Jes Bertelsen henviser til fx Kierkegaard og Jung.
Jes Bertelsen hører sammen med Søren Hauge, Lars Muhl og afdøde Asger Lorentsen til i superligaen af danske forfattere indenfor spiritualitet og bevidsthedsudvikling.
Så efterspørgsel vil der også blive på denne titel, omend den langt fra kan defineres som populærlitteratur.