"Og livet er en dødsdrom, hvor man er dømt til at køre i cirkler og gentage de samme ting igen og igen, indtil man lærer af dem". Ord fra introen til GI's fremragende selvbiografiske erindringsroman. En veritabel tour de force med dromen som et billede på alle tings ubønhørlige slid i livets trummerum. En flot generationsskildring af de omkring 35-40-årige, med afsæt i forfatterens eget liv og hans søgen efter identitet som menneske, mand og kunstner. Med musikken som den allestedsnærværende faktor, hvirvler en hæsblæsende mosaik af historier frem fra skoletid, punkerliv, strithåret og sortklædt, BZ, subkultur, journalistjob, hashrus, druk og stoffer, kærlighed og uforpligtende sex. Ofte et ekstremt liv, grænsesøgende på samfundets kant. Bogens personer er en broget skare af femmes fatales, bodybuildere, "testosteronbomber"og "fucked up folk". Familie, venner, bekendte og en fætter, der hænger sig i sine Levis. Personerne, navnene og musikken kalder både på genkendelsens glæde og sorg, på grinet, alvoren, eftertænksomheden og måske endda en tåre. Jeg læste med stor fornøjelse den velskrevne erindringsroman, tog en tur i "litteraturdromen", tror på en mulig kultstatus og en pæn stor målgruppe af især lidt yngre læsere.