Det er forfatterens tredie erindringsbog, der efterfølger Til Andrea fra 1989 og De gode kvinder fra 1991. I bogen skildrer HLJ de næste 50 år af sit liv - fra omkring 1940 til nutid. I en koldkrigs-tung atmosfære er læseren med HJL, Kirk og Scherfig til forfatterkongres i Sovjet. Beskrivelsen af de to kollegaer er både skarp, kærlig og levende. HJL forstår dem som forfattere, men ikke som Sovjet-tro. Ligeledes erindrer han forholdet til andre kendte forfattere han møder, bl.a som formand for forfatterforeningen. Her er Thorkild Hansen og her er Palle Lauring. Det er på mange måder mere en forfatternes historie i fragmenter og anekdoter end en egentlig selvbiografi. Det gør den dog ikke mindre interessant. Erindringsglimt fra et rigt liv frem til en søns forståelse og accept af faderen og livet med den poetiske titel: En dag er vi lige gamle. Med bogen runder HJL formentlig serien af erindringsbøger af, og det i en smuk og velskreven stil. Kan anvendes som de andre erindringsbøger.