Forsiden er let og luftig med grønne papirsklipssiloutetter af spejlvendte fugle. Titlen signalerer let humor, og bagsideteksten angiver romanens fokus godt: "Underholdende og bittersød roman om jagten på den eneste ene". Hovedpersonen er kikset, usikker, bange og meget, meget menneskelig i sine hæmninger, fortrængninger og forventninger. Sprogligt en nemt læselig roman, der nok udelukkende vil blive læst af kvindelige læsere fra 20-50.
Dette kunne være en chick lit-roman, fordi den handler om en kvindes jagt på Den eneste Ene. Det kunne være en udviklingsroman, fordi den handler om hovedpersonens udvikling fra 14 til 30'erne. Det kunne være en psykologisk misbrugsroman, fordi den handler om hendes kamp med lavt selvværd og usikkerhed efter en opvækst med en psykisk ustabil og dominerende far. Den er lidt af det hele.
Forfatteren har tidligere fået udgivet Klasse, 2006. Det er ikke rent en chick lit-roman, men den vil kunne anvendes til samme gruppe læsere. Den er mere alvorlig end flertallet inden for denne genre, og minder en del om Pigernes håndbog i jagt og fiskeri fra 1999 af Melissa Banks, der også følger en piges opvækst og kamp med at finde sig selv og kærligheden.
En psykologisk udviklingsroman med alvorligt chick-lit anslag, der følger Hannah fra hun er 14 til hun er midt i 30'erne og langsomt finder sig selv, mens hun forsøger at finde Den eneste Ene.