For lyrikinteresserede. Digtene med temaet døden og afskeden med et nært, gammelt familiemedlem kan eventuelt anvendes i forbindelse med sorgbearbejdning.
En samling umiddelbare og let tilgængelige digte, der er delt i to dele, hvoraf første del, "Stedet mellem livet og intetheden", virker stærkest og mest afrundet. Temaet er her afskeden med et familiemedlem, der gammel af dage er døden nær. Et livsafsnit er ved at slutte, og også fysiske udtryk ved forandringen er nærværende, fx den tomme lejlighed efter indflytningen på plejehjemmet. Beskrivelserne kan alle, der har oplevet noget tilsvarende, nikke genkendende til. Samlingens anden del kaldes "Punktnotater til øjeblikket" består af bl.a. rejseindtryk fra fx Grækenland, natursansninger eller fastholdelser af tilfældige øjebliksbilleder. Stemningsfuldt forsidebillede og fin bagsidetekst med foto og en kort præsentation af forfatteren, der er seminarierektor emeritus og ophavsmand til en række artikler og bøger om pædagogik. Han har også tidligere udsendt digtsamlinger.
Lauridsens digte er ikke formeksperimenterende og har på en gang lettilgængelighed og dybde som hos de store i "lyrikklassen", fx Bo hr. Hansen og Peter Poulsen, der også har behandlet lignende temaer.
En lettilgængelig digtsamling med temaer som eksistens, tab og erindring.