Claus Juel henvender sig til et snævert segment af søgende i den spirituelle ende af skalaen, som på forhånd er bekendt med forfatterens forestillingsverden.
Claus Juel præsenterer her i en nærmest hypnotisk tekst "Judasvandrerens" tanker på en vandring gennem et ikke genkendeligt labyrintisk landskab, som samtidig fungerer som ledetråd for en indre rejse. Bogen omfatter 10 kapitler, der til sammen er delt op i 70 korte tekster, "logions", som forfatteren betegner dem. Bogen har et bibelsk udtryk, men refererer ikke til kendte temaer, og dens baggrund skjuler sig for læseren, som ikke får megen hjælp til forståelsen i de indledende og afsluttende kapitler, der er skrevet i samme ordrige, komprimerede stil som resten af bogen. Sprogligt svinger Juel mellem det højstemte og det opstyltede. Enkelte "logions" virker dragende og afbalancerede, mens andre virker påtaget højtidelige. Det er en bog, der stiller betydelige krav til læseren, og som fordrer et betydeligt ønske om at at opnå indsigt. Illustrationerne af sort/hvide abstrakte motiver med antydninger af skikkelser af Peter Ejlerskov fungerer glimrende i sammenhængen og layoutmæssigt er det en flot bog.
Forfatteren har tidligere skrevet digtsamlingerne Esse, 2007 og Perfekte brudstykker, 2008, og nærværende må forventes at få nogenlunde samme, relativt begrænsede udbredelse.
I en række korte tekster følger forfatteren "Judasvandreren" på en rejse med et spirituelt mål gennem et vanskeligt genkendeligt landskab.