De første to bøger i en ny letlæst serie (lix 6-8) Lette legender er nu udkommet. Denne bog handler om Morten Bisp, som vi kalder ham i Danmark. Morten Bisp lægger navn og historie til traditionen om "Mortens aften" og traditionen med at spise gås denne aften. I virkeligheden hed Morten Martin og var søn af en romersk tribun. Han gik i 316 ind i den romerske hær og kom til Frankrig. Som 18-årig møder han Jesus i en drøm og vælger at blive døbt og blive kristen missionær. Han rejser nu rundt og missionerer og gør mirakler i Illyrien og Gallien. Nogle præster synes, han skal være biskop, men Martin har ikke lyst og gemmer sig i et skur fyldt med gæs. Da disse om morgenen larmer, bliver Martin opdaget og næsten tvunget til at blive biskop. Han hjælper til sin død syge og fattige. En udmærket fortalt lille historie illustreret af Hanne Louise Nielsen med humoristiske sort/hvide tegninger, som passer fint til teksten. De mange lydrette ord gør, at teksten kan læses fra 7 år. Det kan nok diskuteres, om selve historien har den store interesse for de yngste elever i folkeskolen, da den hverken er særlig spændende eller identificerbar. Men det er jo sjovt at vide, hvorfor vi holder "Mortens aften", hvilket mange voksne nok ikke engang ved. Til læsetræning og til fritidslæsning.