En bog til kulturhistorisk interesserede, hvor madvinklen har interesse samt til studerende.
Bettina Buhl er museumsinspektør på Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup med ansvar for forskning og formidling af maden og måltidets kulturhistorie i Danmark. Med afsæt i jægerstenalderen for mere end 15.000 år siden fortælles råvarernes og madens historie i Danmark helt op til samtalekøkkenet i dag. Bogen indeholder over 100 opskrifter, hvoraf de fleste er udvalgt fra kogebøger, mens opskrifterne fra forhistorisk tid er udviklet af Dansk Landbrugsmuseum på grundlag af viden fra arkæologiske fund. Bogen er inddelt i historiske afsnit, som hver især repræsenterer en køkkenepokes udvikling. Ved de nyere afsnit er der interviews med kendte danskere om deres syn på dansk madkultur. Der er gode billeder og bogens layout giver den et lidt collageagtigt udtryk som virker godt. Indholdet er lettilgængeligt.
Jeg kan ikke umiddelbart finde andre bøger, der kombinerer opskrifter og information om dansk madkultur på samme måde og som dækker så lang en tidsperiode. Desuden bringer denne bog opskrifter, der ikke findes i andre kogebøger.
En rigtig fin bog om madens historie i Danmark, lige fra jægerstenalderen hvor man tilberedte jagtbyttet under åben himmel til nutidens samtalekøkkener med mange råvarer til rådighed. De lækre opskrifter er nemme at gå til og mange vil finde det interessant med de gamle opskrifter.