At astrologien virkelig er på vej ud af barndommens soltegnshoroskopi viser denne lærebog skrevet for astrologistuderende på diplomuddannelserne. Forfatteren kalder bogen en værktøjskasse til tydningsarbejdet, og den indeholder fem forskellige teknikker, der fokuserer på hver sit tema inden for astrologiens grundlære. På skift diskuteres de betydninger, man kan tillægge placeringen af de fire elementer, dynamikken, halvbuer, de fire kvadranter og planetpar i det enkelte horoskop. Overvejelserne er mange, og den samlede syntese kompliceret. Bogen repræsenterer anden generationsastrologi fuld af fagudtryk og er absolut kun for viderekomne, der overlader beregninger og den grundlæggende analyse til computere og bruger kræfterne på at forfine tydningens kunst.