Til dedikerede science fiction-fans og måske en enkelt katteven.
En antologi med 16 science fiction historier, der alle handler om katte, indsamlet af to katteelskende redaktører. Kattetemaet er det eneste de 16 noveller har tilfælles. Indholdsmæssigt strækker de sig fra avancerede teknologiske historier i fjerne galakser, gensplejsninger, aliens, talende og telepatiske katte til katte, der overtager verdensherredømmet og en virtual reality-kat, der slet ikke er der. Der er korte og lange fortællinger, nye og gamle, noveller af kendte forfattere og noveller, hvor forfatteren for første gang er oversat til dansk. Sprogligt og indholdsmæssigt er indholdet også meget blandet og kvaliteten er ikke lige høj i alle fortællinger. Stærkt står den klassiske "Tobermory" eller den fine fortælling om rummanden, der får en usynlig ven i "Tænk dig, en kat".
Science Fiction Cirklen har udgivet en lang række novellesamlinger med nye og klassiske historier fra både danske og udenlandske forfattere. Denne antologi minder tematisk om James Herriots James Herriots kattehistorier, 1995, 10 historier om katte, der dog befinder sig på et mere jordnært niveau.
En meget blandet samling af science fiction-noveller med katte som gennemgående tema. Det er en sjov og pudsig kuriositet, der vil tiltale hardcore læsere af ny og klassisk science fiction. Indkøb kan bero på efterspørgslen af Science Fiction Cirklens øvrige novelleudgivelser, men samlingen er fortrinsvis til store biblioteker.