Forfatteren og maleren Max Jacob (1876-1944) tilhørte i begyndelsen af det 20. århundrede det parisiske avantgarde-miljø i kredsen omkring Picasso og Apollinaire. Dette første udvalg på dansk af hans lyrik er udelukkende hentet fra hovedværket Raflebægeret, der udkom i 1917, men som forfatteren skrev på uafbrudt til sin død. At MJ blev en forløber og inspirator for dadaismen og surrealismen afspejler sig tydeligt i de rablende og billedrige prosadigte, som forener burlesk humor, drømme, religiøsitet og fragmenter af moderne storbyliv i et univers, der går på tværs af rationalitet og umiddelbar genkendelighed. De tætte, kasseformede tekster er montager af løsrevne sætninger og billeder (eks: "En ildebrand er en rose på en påfugls udslåede hale"), der inden for teksternes egne rammer danner nye betydninger. Det er forsøg på "at gribe det ubevidstes udslag: ord i frihed, hasarderede ide-associationer, drømme om natten og om dagen, hallucinationer, osv..." som det fremgår af forfatterens eget forord fra 1943, der sammen med Jørgen Sonnes introduktion er optrykt i indledningen. Det er digte, som skal tilegnes med nydelsen og intuitionen snarere end med fornuften, og det er faktisk langt sværere, end man umiddelbart skulle tro. Der er avantgarde også læst her i det 21. årh.