Praktisk brugsbog for iværksættere, der kommer grundigt omkring de mange aspekter, der kan afgøre om man får en god start som iværksætter. Om man overlever eller igen må opgive drømmen om blive selvstændig. Forfatterduoen er begge erfarne erhvervsfolk, hvor Flemming Ettrup bl.a. som ekstern konsulent for Undervisningsministeriet i 1998/99 er ansvarlig for "Iværksætteruddannelsen", og hvor Tretow-Loof fra 1999 er en hovedkraft bag samme uddannelse på Niels Brock Copenhagen Business College. Bogens indhold tager udgangspunkt i Undervisningsministeriets bekendtgørelse af førnævnte iværksætteruddannelse. Jeg synes, bogen har en pædagogisk fornuftig struktur, hvor man i en naturlig rækkefølge præsenteres for teori på de forskellige trin som iværksætter, fx ideskabelse før markeds- og kundebeskrivelse, eller markedsføring efterfulgt af emnet salg. Der er skrevet meget om det at være iværksætter, men her er et praktisk anvendeligt meget tilgængeligt bud på en guide for alle som går med iværksætter-tanker. Er naturligvis også oplagt som lærebog og til opgavebrug for fx handelsskolestuderende. Andre nyere bøger om at iværksætte er fx Iværksætterbogen fra 1999.