Brovsts bog omhandler årene 1930-1940, det ti-år, hvor Munks forfatterskab i det væsentlige blev til - og det ti-år, hvor hans beundring for de store mænd, diktatorerne, Hitler og Mussolini,brød sammen og blev vendt til afsky. Det var en sen erkendelse, Munk skulle først 'heile' sig gennem begyndelsen af perioden, inden han fra omkring 1936 begyndte at se, hvad der skjulte sig bagmaskerne. Så kom jo det åbne brev til Mussolini, den erklærede modstand mod besættelsesmagten, tanken om martyriet (og døden) - som Brovst jo så ikke her følger op. - Brovst bringer knapt afgørendenyt, men han modificerer det gængse billede af Munk som den, der først vågnede op 9. april. Og bogen er primært interessant ved det stof, den citerer og kommenterer, idet værket primært forekommerat være en citatsamling, bragt sammen også ved Lise Munks hjælp - hun er ofte medforfatter. Her er fragmenter af breve, af artikler o.s.v. der belyser Munks kamp for digterisk anerkendelse, hansevner som provokator ogjournalist - og venners og fjenders reaktioner. Det kan være en lidt krævende form, der er meget at holde styr på, men det er levende gjort, og det er godt, at dettemodificerende, fascinerende materiale hermed er fremlagt som et væsentligt bidrag til Kaj Munklitteraturen.