Superaktuel debatbog om menneskerettigheder og diverse internationale konventioner, der i disse år er under et krydspres mellem national lovgivning og internationale forpligtelser. For alle interesserede i aktuelle samfundsforhold og også velegnet til debat på ungdomsuddannelserne.
De 12 artikler i bogen er skrevet af personer tilknyttet Institut for Menneskerettigheder. De behandler de dilemmaer, som de internationale konventioner skaber i nationalstaten. Det er først og fremmest det helt grundlæggende dilemma mellem jura og politik, national lovgivning overfor overstatslige domstole. Dernæst debatteres Flygtningekonventionen set i lyset af den aktuelle flygtningesituation. Desuden behandles Børnekonventionen set i forhold til familiens rettigheder, ytringsfrihed i en verden, hvor medierne er flyttet på de sociale medier uden en ansvarshavende redaktør, samt religionsfrihed og flere andre temaer.
Det er meget aktuelle og relevante problemstillinger, der sættes til debat af kompetente forfattere, der til dagligt arbejder med området og har en stor viden om jura og regler. De formår også at inddrage realpolitiske forhold på en sober og saglig måde, og tegner dilemmaerne op for læseren, så det med al tydelighed viser, at der ikke er nogen lette svar og løsninger.
Der er mange bøger om emnet. Den lægger sig tættest op ad Menneskerettens udfordring, som dog er meget sværere tilgængelig end denne og ikke har det aktuelle aspekt.