Grundig gennemgang af den japanske flådes engagement under anden verdenskrig. Bogen henvender sig til militært interesserede og opgaveskrivende i gymnasiet og opefter. Kan formidles med materialer fra kampene i Stillehavet i 2. verdenskrig.
Bogen Kampen om Stillehavet er beretningen om den japanske flådes udvikling og engagement under anden verdenskrig. Tidsmæssigt beskrives fra 1935 til 1945. Formen veksler mellem historisk gennemgang, militære strategier og personlige beretninger fra japanske soldaters dagbøger og breve. Dette giver bogen en personlig og berettende tone, der tangerer det fiktive. Teksten fungerer som en fin beskrivelse af livet og tankesættet, blandt de marinesoldater bogen fokuserer på, og de rædsler soldaterne ombord oplevede. Bogen er samtidigt historisk korrekt. Sprogligt bruges et teknisk og militært vokabularium. Et noteapparat opfordrer til videre læsning. Bogen er illustreret.
H.P. Willmotts Anden Verdenskrig i Fjernøsten dækker til dels emnet, men har et bredere syn. Axell og Kases Kamikaze : Japans dødspiloter fokuserer primært på piloterne, der delvist lettede fra de japanske skibe.
Bogen Kampen om Stillehavet: den kejserlige japanskes flådes krig mod USA 1941-1945 er absolut læsbar og brugbar. Den giver et spændende indblik i en grusom del af historien, fra en vinkel ikke ofte set. Den personlige vinkel menneskeliggør, og giver en fornemmelse af de indblandede personer. En fin bog til både lystlæser og opgaveskriver.