Forfatteren er dr. phil., docent ved Københavns Universitet og kendt for blandt andet en række biografier om danske digtere. Forfatteren besøgte i 1998 6 navngivne steder på Island (Borg, Hlidarende og Bergtorshvol m.fl.) - alle steder med tilknytning til de islandske sagaer. I et nutidigt sprog oprulles i bogen i forkortet form hovedbegivenhederne i de respektive sagaer, der relaterer til ovennævnte geografiske steder og som slægtsmæssigt binder stederne sammen. Der er uddrag fra blandt andre Egils saga, Laksdæla saga, Njals saga, Gunløg Ormstunges saga, Heimskringla og Gisle Surssøns saga. De dramatiske og undertiden blodige sagaer fortæller om datidens æresbegreber, kærlighed, blodfejder og drab og portrætterer således hovedpersoner som Egil Skallagrimssøn, Kjartan og Gudrun, Gunnar og Njal. Der er sort/hvide fotos, tidstavle og litteraturhenvisninger. Den utraditionelle rejseguide om Island er letlæst, dramatisk og en litterær indføring til sagaperioden 870-930 e.kr.