Bogen fortæller om gener og kloning, om Charles Darwin og evolutionsteorierne, om Gregor Mendel, udforskning af cellen, DNA, det klonede får Dolly, menneskekloning, muligheden for i fremtiden at "skræddersy" organer, genterapi, landbrug og bioteknologi i fremtiden. Der er også en tidstavle med oversigt over diverse opdagelser på området, en ordliste og et register. Bogen er illustreret med mange flotte og instruktive farvefotografier og tegninger. Holdningen er generelt positiv overfor genteknologien. Det nævnes, at Schweiz, Østrig og Luxembourg afviser levnedsmidler, der indeholder genetisk modificerede produkter, men der står ikke noget om danske betænkeligheder. Og så har jeg altså fundet nogle få fejl og unøjagtigheder i teksten. Bogen kan læses af folkeskolens ældste elever, men hvis de skal have fuld forståelse af indholdet, kræver det nok for de flestes vedkommende nogen forhåndsviden. Kan benyttes som supplerende læsning i biologi på 8. klassetrin. Gensplejsning fra 1997 fortæller letforståeligt om gener og genteknologi, om fordele og ulemper og om etiske problemer uden selv at drage slutninger.