Ny udgave af den erklæret kristne og bibeltro Poul Hoffmanns novellesamling, der udkom første gang i 1979. De syv fortællinger der indgik i den første udgave er alle med i denne genudgivelse, der er skrevet i perioden 1956-1979. De er suppleret med tre nyere noveller her: "Kains hustru", "Det er mig" og "Shulamit" - sidstnævnte indgår også i bogen Før solen står op - og andre fortællinger. PH's produktion består langt overvejende af romaner, og den kortere form giver mulighed for at afprøve et andet format end romanformen. Det er dog stadig det velkendte stof med rod i de gammeltestamentlige oldtidssamfunds historiske personer, begivenheder og de religiøse og etiske magtkampe, der er PH's fortællemæssige grundlag skrevet i hans specielle og ikke altid ukomplicerede stil. Den særlige indforståede og hine steder noget patetiske måde fordrer indlevelse og medleven af læseren. PH tilstræber historisk autencitet med udgangspunkt i, at de bibelske begivenheder er sande og personerne virkelig har levet. Stilen ligger da også tæt op ad de bibelske fortællinger og lignelser, der må være PH's inspiration, og det anes sprogligt, at de ældste noveller er tilbage fra 1956. Der er et par kortere pointerede og reflekterende historier, men ellers dominerer den episke langnovelle samlingen, som PH's læsere vil være bekendt med.