En fremragende fotobog, der sætter ansigt på nogle af de indvandrere, der de senere år har slået sig ned i de nordiske lande. Henrik Saxgren er en fremtrædende dokumentarfotograf. Han har gennem flere år samlet materiale til denne bog, hvor i alt 253 immigranter og deres familier bliver portrætteret. På højresiderne har Saxgren fotograferet familierne i de hjem, de har skabt sig i de nye lande, og på venstresiderne får man hver enkelts historie. Hvor i verden kommer de fra, hvordan var deres opvækst, hvorfor forlod de hjemlandet og hvordan klarer de sig i det nye land? Ind imellem dobbeltopslagene med portrætter af familierne viser Saxgren billeder fra modtagecentre og andre steder, hvor immigranterne som fremmede møder vores samfund. Umiddelbart er Henrik Saxgren både nøgtern, objektiv og beskrivende i såvel tekst som billeder. Alligevel virker resultatet meget stærkt, vel sagtens fordi man får navne og ansigter og skæbner på hver enkelt af de fremmede, og fordi man af næsten alle familieportrætterne kan aflæse både isolation og ensomhed og den marginaliserede position, vi i de nordiske lande har anbragt dem i.