Endnu en kostbog til alle der gerne vil prøve nye metoder til at blive sund og slank.
I denne bog om sund kost og lækker mad er udgangspunktet 80/20. Det vil i korte træk sige, at forfatterens udgangspunkt er, at hvis vi lever efter de sunde regler 80% af tiden, så kan vi tillade os at spise (næsten) lige hvad vi lyster de resterende 20% af tiden. Og det lyder jo egentlig meget godt. Forfatteren er uddannet ernæringsterapeut og personlig træner og må derfor formodes at have en vis indsigt i emnet. Bogen virker tiltalende og indbydende. Der er bl.a. kapitler om grøntsager, frugt og bær; gode proteiner, morgenmad, fedt, fuldkorn. Der er en madplan til 10 (lækre) dage, og derefter følger kapitler omkring sukkerindtag, vand, søvn, bevægelse, vejrtrækning, krop og sjæl. Bogen afsluttes med en ingrediensliste og et register. Der er en del opskrifter med lidt anderledes ingredienser, men selve opskrifterne virker nemme at følge. Personligt synes jeg godt om afsnittet med te og "sygeopskrifter" som fx Fætter Anders' doktordrink og antioxidantdrik.
Der er udgivet rigtig mange bøger, der fortæller os hvordan vi kan blive sunde og slanke, hvis vi følger diverse råd, kure og opskrifter. Denne er blot én af dem. Og man kan altid blive inspireret af nye, indbydende opskrifter.
En indbydende og lettilgængelig kostbog med opskrifter, der kan hjælpe os på vej til et sundere liv med 80/20-modellen.