Hvordan skal man efterhånden finde rundt i alle de forskellige metoder til at lede processer, der findes på markedet i dag? Forfatterne, viser her nogle veje gennem procesjunglen i denne 2. udgave af deres bog, som er henvendt til ledere på alle niveauer.
Forfatterne, der har mange års erfaring som konsulenter bag sig, præsenterer procesledelse som en generel metode til styring, som genkendes i et utal af ledelsessystemer fra LEAN over TQM til Balanced Scorecard. Bogen tager afsæt i seks forskellige indsatsområder fra "kunder" til "Ledere og medarbejdere", og fortsætter til tre forskellige former for organisering. De enkelte kapitler er konsekvent opbygget og slutter alle med "Spørgsmål til refleksion". Der er nogle s/h skemaer, men hverken litteraturlister eller registre. Bogen er 2. udgave, og fokuserer nu mere på det internationale samlebegreb, BPM.
Bogen er henvendt til fungerende ledere og vil have mindre relevans i uddannelsessammenhæng. Kunder i forfatternes konsulentfirma vil være den primære målgruppe, men enhver leder kan være med, for bogen er både grundig og velskrevet, og den er alt i alt en god introduktion til procesledelse.
Der er flere andre bøger om procesledelse bl.a. Kreativ procesledelse, er mere omfangsrig, og som har en systemisk socialkonstruktivistisk tilgang til emnet.