En antologi, som rummer bidrag fra 14 forfattere, der på den ene eller anden måde har tilknytning til Nordjylland. Ikke sådan at forstå, at antologien kan karakteriseres som hjemstavns-litteratur. Nej disse fortællinger går videre end til blot at skildre nordjyske miljøer og typer. F. eks. er Jens Smærup Sørensens smertefulde rids:Ligesom en drøm en fint sanset historie om et barns forventninger, indtil de bliver indhentet af virkeligheden. Knud Erik Pedersens: Skandinavisme på skinner er en morsom beretning om en togrejse i selskab med en fygende fuld finne. Ole Henrik Laub fortæller i: Indblanding om byens triste natteeksistenser, der med knækket stolthed færdes i mørket i jagt på selskab. Man kunne rose flere af forfatterene og generelt er her tale om læsværdige og velskrevne tekster med både humor, poesi og spænding. Tiden, hvori novellerne udspilles, har et spænd fra fyrrene og op til vore dage. Nordjyderne ynder et ydtryk: "Det er ikke så ringe," når de mener, at noget er godt. I den betydning dækker udtrykket bogens indhold på udmærket vis. Samtlige noveller har tidligere været offentliggjort i andre sammenhænge.