I mere end 60 år har man diskuteret om det var en rigtig beslutning, at Danmark kapitulerede så hurtigt 9. april 1940. Det er svært at måle en moralsk rigtighed med et stort antal ofre op mod en pragmatisk beslutning, der sparede menneskeliv. Alligevel rejses diskussionen igen og igen og senest har statsministeren været fremme og fortælle hvad man burde have gjort dengang. Denne bog handler om én af dem, der fra starten af stod fast på, at der skulle kæmpes. Frode Jakobsen forblev også efter krigen medlem af Socialdemokratiet på trods af, at han var og handlede imod partiets holdning til samarbejdet med tyskerne. Hensigten med denne bog er ikke at skrive en decideret Frode Jakobsen-biografi, men at beskrive og analysere hans handlinger under og efter besættelsen. Forfatteren stiller sig på Jakobsens side, og skriver selv, at det også er en hyldest til en stor personlighed. Bogen er oprindeligt et universitetsspeciale, og det kan godt mærkes. Der er tale om dybdeboring i diverse kilder, og det gør det til en - undertiden - lidt tung læsning, men det vil ikke genere inkarnerede besættelsestids- og biografilæsere.