Bogen er en slags opfølger til essaysamlingen Menneskets matrise, (norsk 1989), der handlede om 1980ernes litteratur. Kjærstads nye essaysamling fokuserer på de sidste tiår og giver samtidig bud på fremtidens roman. Teksterne er ikke essays, som i Montaignes ånd, skriver Kjærstad i forordet. De er ikke selv litteratur, de handler om litteratur. Teksterne er ikke blot imponerende indsigter, de er tilmed inspirerende og bør læses af alle litteraturformidlere i bred forstand. Teksterne er komplekse og på et højt niveau, men fri for snæver litteraturteoretisk terminologi. Kjærstads tekster når vidt omkring som en slags metalitteratur, hvilket jo også kendetegner hans romaner. De kan læses som et forsvar for hans romanteknik og hvad der har inspireret Kjærstad til at skrive. I en stor del af teksterne diskuterer og kritiserer Kjærstad også litteraturkritikken. F.eks. Linn Ullmanns kritik af Peter Høegs Kvinden og Aben (sidst 1999). Af andre gode analyser i bogen skal også nævnes Blixen, Borges, Easton Ellis, Faulkner, Hamsun og Ben Okri. Kjærstad fokuserer desuden på hvad man kan kunne kalde et litterært paradigmeskift og herunder metalitteratur og hypertekst. Heri indrages bl.a. kvantefysik og Internettet. Fremhæves skal også et mindre essay om musikkens indflydelse på skriveprocessen.