Bøger / faglitteratur / biografier

Morten og det danske guld : Morten Korch for begyndere


Beskrivelse


En introduktion til Morten Korchs (1876-1954) liv og forfatterskab.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 27. apr. 1998

af

af

Annemette Sørensen

d. 27. apr. 1998

1998 er 100-året for Morten Korchs første bog, Fyensk humør. Endvidere har filmselskabet Zentropas køb af rettighederne til hans romaner sat fornyet fokus på forfatterskabet. Berthelsen, den i bogkredse kendte foredragsholder udi populærlitteraturen, har skrevet denne lille bog som en hyldest og introduktion til Korchs liv og værk. Romanproduktionen er af svingende kvalitet, men de bedste er virkelig gode og en glimrende kilde til forståelse af vort århundrede. Kultureliten har alle dage hånet og forbandet den folkekære forfatter, ofte urimeligt, men den folkelige succes har jo været gigantisk. Med flydende og munter pen giver Berthelsen en overskuelig og iblandt noget akademisk præsentation, som giver lyst til at læse Korch, og som giver ham noget af den oprejsning, han angivelig fortjener. Korchs bøger er gennemvævede med brudstykker af hans eget liv, hvilket illustreres med sideløbende biografi og romancitater. De mange citater kan virke lidt hæmmende for en hurtig gennemlæsning. Afsluttes med bibliografi, liste over filmatiseringer og litteraturliste. Betegnelsen "for begyndere" skal tages med forbehold, for bogen er velegnet til studerende og fagfolk, men de fleste almindeligt interesserede romanlæsere vil nok stå af.