Preben Major Sørensens forfatterskab, der efterhånden tæller en snes bøger siden debuten i 1965, er et af de markante i tiden, men også så krævende, at det henvender sig til læsere, der kan goutere at blive udfordret. Og udfordret det bliver man. Major Sørensen slutter bogen med nogle åbenhjertige bekendelser, der angiveligt afslører et endog særdeles ryggesløst og dramatisk liv. I det afsluttende kapitel "Til den allerkæreste læser (Forsøg på en apologi)" undskylder han bl.a. "(...) de mange indskudte sætninger, de sidelange parentetiske indskud, de næsten konstante afledninger og bortledninger og kortslutninger af tankegangen, som gør dette arbejde overordentligt vanskeligt om ikke ganske umuligt, såvel for mig selv som for læseren (...)". Det er en særdeles veloplagt stilistisk selvkarakteristik, både sand og falsk, der er jo både "bortledninger og kortslutninger", men de fører jo faktisk steder hen. En enkelt længere tekst "Ledestjernen" undsiger dog stort set denne karakteristik, men for næsten alle andres vedkommende er Major Sørensen så uregerlig og overraskende som i sine tidligere bøger, som denne altså føjer sig tæt til, og hans læsere vil tage den til sig. Kongenialt illustreret med urovækkende, dobbelttydige sort-hvide billeder af Peter Martensen.