Ny genfortælling af historien om den forældreløse dreng Oliver Twist, der flygter fra kummerlige forhold på børnehjemmet og sidenhen ender i Londons fattige kvarterer. Frilæsning for alle fra 3. klasse/ 9 år.
Genfortælling efter Charles Dickens roman fra 1839 om Oliver Twist, hvori Dickens fortæller om de fattiges vilkår og om de sociale uretfærdigheder, der herskede i 1800-tallets London. Olivers mor dør ved fødslen, og han bliver på den måde født til et liv på fattiggården. Oliver bliver solgt til en bedemand, hvor det er svært at blive mæt, og han flygter og møder andre fattige i Londons gader. Han kommer i lære hos tyven Fagin, der oplærer drenge i lommetyveri. Sidenhen bliver han adopteret af Hr. Brownlow, der viser sig at være af samme slægt. Her får han til sidst et trygt hjem. Bogen kommer i serien "Flachs - læs selv". Omslaget viser Oliver, der beder om mere suppe, mens de andre børn på børnehjemmet forskrækket ser på.
Velfortalt gendigtning af den gribende klassiker, der troværdigt følger den oprindelige fortælling. Bogen er gennemillustreret med farvede tegninger, der fint underbygger bogens handling i klassiske engelske miljøer. Bogen er let at læse.
Tidligere er udkommet Oliver Twist (Ved Maj Bylock) i serien "Zoom ind klassiker". Den udgave har identisk indhold og samme målgruppe, lix 17.