En samling af artikler om forskellige perspektiver på og teorier om ledelse. For ledere og ligeledes anvendelig til efteruddannelse for samme.
Forfatteren er lektor i kulturvidenskaber ved SDU og har forsket i uddannelse, pædagogik og ledelse. Har desuden skrevet fiktion for både børn og voksne og er en flittig skribent. Her præsenterer han forskellige synspunkter på ledelse. Hvilke nye ledelsesformer er dukket op i kølvandet på NPM, hvad har leg og ledelse med hinanden at gøre, og hvordan kan kunst og litteratur i særdeleshed bruges i udviklingen af ledelse. Han giver eksempler på destruktiv ledelse, nye former for kollektiv ledelse, skoleledelse og slutter af med en analyse af studielederens ledelsesrolle. Litteraturhenvisninger efter hvert kapitel.
Formidlingen af stoffet er på et akademisk niveau, men lettilgængelig, men mange ledelsesteoretikere og -retninger forudsættes kendte. Artiklerne kan læses enkeltvis, og der er som sådan ingen fortløbende progression i bogen. Artiklerne vil fint kunne anvendes på efteruddannelsesforløb for ledere.
Efter forlagets eget udsagn kan bogen ses som en forlængelse af forfatterens egen Send mere ledelse.