Piano concertos : K467, K491

"While one cannot but praise pianist Jonathan Biss' superb performances of Mozart's Piano Concertos Nos. 21 and 22 for their graceful tone and elegant articulation, arguably the best music making here is done by the accompanying orchestra, the Orpheus Chamber Orchestra. Again and again, the poise of their balances, the effortlessness of their ensemble, the characterfulness of their solos and the sheer joy in their playing steals the listener's attention away from the soloist. This is not to say that Biss is less than splendid".

Read review

"Jean-Efflam Bavouzet takes a direct approach to Mozart and Gábor Takács-Nagy is an ideal partner in providing a positive orchestral contribution ... This is an exceptionally sympathetic reading of one of Mozart's supreme creations ... K466 is the more serious and powerful of these Concertos and Takács-Nagy brings drama to the extensive introduction ... The two Finales find pianist and conductor taking a swift view and this is fitting in the context of the interpretations yet there is an impression of haste rather than speed".

"Det er næsten, så musikken bliver elastisk, så samdrægtigt og levende fraserer de Mozarts koncert. Man mærker ikke savnet af en dirigent, hverken i præcision eller dynamik ... Der er kant og dramatik som efter skræddermål i indledningen til klaverkoncert i Es-dur nr. 22. Fløjterne lyder af fløjter, hornene af horn, og selv om vi ikke er i originalinstrumentland, er vi i overordentlig kønne musikalske egne ... Her er nuancer nok til mange genhør".

Read review

"Jonathan Biss spiller to af hans [Mozart] bedste klaverkoncerter forbløffende godt - meget bedre end hans ellers lidt anonyme karriere har lagt op til. Den unge amerikaner kommer hele vejen rundt i følelsernes register. At han spiller på et moderne flygel gør intet denne gang. Til gengæld lever det dirigentløse orkester ikke rigtigt op til hans farverigdom".

Read review

"Jonathan Biss kommer ikke derop, hvor han burde høre til ... Det er gennemført korrekt, pænt og nydeligt, men der sker fortvivlende lidt".

Read review

"Hadlands anslag er hele tiden så delikat, at klaverstemmen bliver blød og drømmende - uden at han på noget tidspunkt mister det fokuserede blik for rytmen i de mange rækker af skalatoner, der omsvøber de udødelige melodier ... Nr. 21, der i dag kaldes Elvira Madigan, burde være umulig at puste nyt liv i, men det lykkes smukt for Hadland ... Nr. 22 i Es-dur er anderledes søgende i sin natur - uden helt den samme hitkarakter. I stedet bliver der disket op med leg og musik med kort afstand til smilet i samme høje kvalitet, hvor man roligt nyder det normalt brede symfoniorkester i en nænsom, varmt spillende udgave".

Read review

"Hadland spiller sig fløjlsblødt og boblende gennem Mozarts livfulde klaverpoesi. Men det er også Mozart, som man er vant til at høre ham - overstrømmende og blankpoleret, men uden nok plads i fortællingerne og i grunden ret ufarlig".

Read review

"No matter how many version of these great works you already have, you should definitely consider making room in your collection for this one".

"En outre, les occasions ne manquent pas d'entendre les couleurs orchestrales brillantes de l'Orpheus (par example dans le mouvement lent du KV 482), même si, parfois, les contrastes sont un peu rudes entre un piano léger et tout en souplesse, et des tutti plus épais".

"Christian Hadland is a pianist of admirable clarity and poise, but his approach to these two great concertos remains disappointingly unimaginative".

"Vurdering: Tipp" - "Diese Aufnahme bewahrt all ihren Charme nicht nur nach dreimaligem Hören, vermutlich noch nach Jahren".

"Bei aller feinen Grazilität, Schlankheit und perlenden Liquidität seines mühelosen Tastenzaubers fehlen mir dann doch die hinter aller Lebenslust lauernde Todesnähe und eben die einzigartige Hell-Dunkel-Balance dieser Zaubermusik, die ihre letzten Geheimnisse für sich behält".

"Levin uses a copy ... of a fortepiano by Anton Walter similar to Mozart's own instrument. In the C major Concerto the piano dances and sparkles under Levin's featherlight touch ... and the soloist emerges from the ensemble rather than competing with it ... In the darker C minor Concerto there are more challenges ... but the central Larghetto, like the famous Andante of the C major, is lifted with a light-toned eloquence that is very touching".

"Concerto choice: This is altogether a really fine performance ... Bavouzet uses the ubiquitous Beethoven cadenzas for K466, while for its C major companion-piece K467 he opts for the examples by Friedrich Gulda, whose recording of the work has been a seminal influence on him ... Emulating Gulda, Bavouzet makes the melody float freely while maintaining the throbbing rhythm in the left hand ... Takács-Nagy and the Manchester Camerata are thoroughly in tune with Bavouzet, and the recording is first-rate".