Søgende sjæle med baggrund i det mystiske og i new age har (især) siden 1960'erne søgt svar i Kahlil Gibrans populære, men også mystiske værk fra 1926 Profeten. De får nu muligheden for at forfølge sporet, mens nye proselytter stadig bør søge det originale værk. Stil og indhold virker umiddelbart autentisk, så man kan godt forestille sig en efterspørgsel blandt erklærede tilhængere af Profeten, men udover denne kreds vil trækket være minimalt.
En fjernere slægtning til Gibran offentliggør her en række tekster, som angiveligt er overbragt ham fra Gibran via visioner. Som sit ophav er der tale om et tåget og mystisk værk, hvis budskab dølger sig bag antydede formuleringer, og som kun i et vist omfang åbenbarer sig for læseren. Bogen indeholder en lille snes tekster, som indledes med Hajjar Gibrans søgende spørgsmål, som hver besvares af Kahlil Gibrans ånd. Bogen er illustreret med en række tegninger, der skildrer eksempler på mødet med det guddommelige. Bogen er trykt i en blød brunlig nuance, som vil tiltale målgruppen.
Sammenhængen med Kahlil Gibrans værk Profeten fra 1926 er indlysende og umiddelbart overbevisende.
Forfatteren videreformidler en række visioner fra Kahlil Gibran.