Til elskere af papirklipningens kunst. Der er mange gode råd til nybegynderen men også meget ny inspiration til de mere erfarne klippere.
Endelig kommer der nyt indenfor papirkunsten og hvilken en af slagsen. Hogarth indleder med et afsnit om psaligrafiens historie, dernæst gode råd om at komme godt i gang med de forskellige teknikker. Tredje del handler om, hvordan man finder inspiration til at lave sine egne motiver. Den mest omfattende del i bogen er projekterne. Foldede blomsterkort, botaniske motiver, uroer, bordkort, cupcake-pynt, vinduespynt og meget mere viser bogens mangfoldighed. Til sidst er der skabeloner, som låneren forhåbentlig ikke vil klippe ud, samt et register. Lækkert layout med trin-for-trin vejledninger, der er lige til at gå til selv for nybegynderen.
Der er ikke udgivet meget indenfor denne genre den sidste tid. Teknikker til kortfremstilling er dog én af dem. Ellers skal vi tilbage til Schou Hansens Klip et kort eller Urolige papirklip, som er klip for voksne. Psaligrafi og papirkunst er dog meget mere allround i sit udtryk end disse tidligere udgivelser.
Lækker ny udgivelse om papirkunst, som er en mangelvare på hylderne. Meget inspiration til forskellige papirklip i lækkert layout, der henvender sig til nybegynderen så vel som den erfarne klipper. Bør stå på alle biblioteker.