Requiem

"Der er ingen, der synger ham [Fauré] så overjordisk smukt som tidens store kontratenor, Philippe Jaroussky. Godt hjulpet på vej af de smukke lysindfald, som Paavo Järvi kiler ind i partituret, har "Pie Jesu" fra Faurés hovedværk aldrig været tættere på at nå til himmels. Det er derfor synd, at koret flere gange jokker så heftigt i spinaten, at man krummer tæer".

Read review

"Faurés hovedværk, som det står i dag, er hans lyse, lette dødsmesse uden helvedes-flammer ... Så meget desto ærgerligere er det, at en ny fransk indspilning af den fulde orkesterversion, foretaget i Paris med to af tidens bedste mandlige sangere, ikke helt indfrier forventningerne ... Faurés magiske lange linjer disponeres ellers dvælende smukt af den ældste af Järvidynastiets to dirigentsønner, Paavo Järvi, men han har for ringe et kor til sin rådighed ... Selv om det er interessant og anderledes at høre rekviet med en kontratenor i stedet for med en kvindelig sopran, så er det det blide, elysiske orkesterspil, der sammen med Matthias Goernes svagt dækkede, men noble barytonindsatser redder dagen".

Read review

"Eric Picard plays the Elégie stylishly ... Bud, sadly, other features are less alluring".

"Vurdering: BBC music choice - Vurdering: Recording of the month" - "This recording of Fauré's Requiem, quite outstanding in its beauty, balance and sensitivity, also has claims to historical interest. Between the first performance ... in 1888 and that of the full seven in the symphony orchestra score in 1900, the composer made various other versions ... Here, in an edition by Marc Rigaudière [1889] ... the boys of King's College Choir fully live up to their illustrious tradition, and treble Tom Pickard in the Pie Jesu sends shivers down the spine in the approved manner".

"Afdæmpet orkestrering? Ikke ligefrem på denne genudgivelse af Philippe Herreweghes indspilning fra 2001, der anvender den store besætning udgivet i 1901 ... Derudover er opførelsen helt i pagt med komponistens tilbageholdte og elegante stil ... Koret falder fremragende ind og former fraserne klart og med finesse, imens de historiske instrumenter er som et silkeunderlag".

"Vurdering: Tipp" - "Wer sich von dieser Aufnahme nich anrühren lässt, is selber shuld".

"The playing of the London Symphony orchestra Chamber Ensemble and their leader Gordan Nikolitch and the singing of Tenebrae and the two soloists are all exemplary. The problems here are not mostly of execution but, on two fronts, of conception".

"Die schwierigkeit des Stücks liegt eher darin, einen durchgängigen Spannungsbogen und die passenden Klänge zu finden. Das ist Laurence Equilbey und ihrem Chor Accentus bei der neuen Aufnahme - in der kammermusikalisch instrumentierten Originalfassung - über weite Strecken sehr überzeugend und stellenweise geradezu berückend gelungen".

"The gains of the early version ... are by now familiar - no massed violins (just a violin solo in the "Sanctus"), restrained brass, and an altogether lighter texture ... Sandrine Piau has a tiresome habit of swelling in the middle of notes".