Samling af omskrivninger, iagttagelser, slåfejl og andre tekster, der giver indtryk af hverdagen og dens paradokser og glæder. For sprog- og lyrikinteresserede.
Digter Peter H. Olesen udgiver her en lille samling af små tekststykker, som i kolofonen kaldes udvalgte facebookopdateringer. De kan være helt korte som fx: "Grødkvalt", "Ærgerlig slåfejl: gårdlabil" eller lidt længere som denne: "Jeg så solnedgangen til højre og månen til venstre og mosekonens bryg over alt og midt i det hele et hjortekid og sidenhen en flok gennemsigtige hvidvinsflasker. Hvordan var din aften?".
Det er tydeligt, at Peter H. Olesen hurtigt kan fange en bemærkning i luften og give den liv og saft ved at beskrive den fra en ny vinkel, og det kan give skæve og rammende sprogblomster.
Digtere som Eske K. Mathiesen og Laus Strandby Nielsen har samme sproglige lethed og drillende leg med ord og begreber.