Som titlen siger er der tale om en helt uforpligtende madbog beregnet til hyggelæsning - uden opskrifter og farvestrålende appetitvækkere, men garneret med en del kulturhistorie og lignende information. Målgruppen? Jeg ser for mig en ældre herre m/k, men nej. - Målgruppen er lidt diffus for mig.
Claus Ib Olsen kender jeg selv som filmmenneske, men han har forfattet flere causerende bøger og kendes blandt andet fra Alverdens krydderier og krydderurter, 2009, som er beslægtet med nærværende. Bogen består af en lang række små essays om emner relateret til mad, kogekunst, bordskik med videre. Der er tale om virkelig mange temaer, så det er svært at finde en rød tråd, men det er vel heller ikke meningen. Sammen med al denne køkkenpassiar serveres alligevel meget god information blandt andet om råvarer, skikke og som sagt kulturhistorie. Netop det kulturhistoriske understreges af bogens grafiske signaler.
Fortællinger om verdens bedste råvarer og Ved bordet : madkultur i nord og syd er andre eksempler på kulinarisk kulturhistorie.
Men bogen kan ikke anvendes direkte som kulturhistorie. Dertil er den for uforpligtende og causerende.