Det amerikanske forfatterpar, der tidligere har gjort sig bemærkede med Sjælens hjerte, 2003, arbejder begge med psykoterapi i en spirituel dimension. I denne arbejdsbog sætter de fokus på de mange små og store valg, som bevidst eller ubevidst træffes i dagligdagen. Grundlæggende mener de, at sjælen har en overordnet plan for hvordan, det aktuelle livsforløb skal være, og jo bedre vi bliver til at følge denne plan, jo bedre vil vi lykkes med vores liv. Bogen er en gennemgang af de typiske valgsituationer, et menneske kommer ud for og ved hjælp af indlagte praktiske og mentale øvelser sættes læseren på sporet af, hvorledes han foretager bevidste valg, der gavner hans livsplan. Fremstillingen er meget letlæst, og sammen med de mange minutiøst beskrevne øvelser udgør den et arbejdsredskab, som vil kunne anvendes af enhver med interesse for selvudvikling. Personligt finder jeg bogens pædagogik flad, grænsende til det besnakkende, og den kan ikke skjule, at mange af forfatternes iagttagelser drejer sig om almindeligheder.