Rapt skrevet roman fra trendsetternes mekka, New York. En underholdende og uhøjtidelig forviklingshistorie fra det hippe undergrundsmiljø, der pludselig danner mode, når multinationale selskaber og deres reklamefolk får fingrene i ideerne. En sød kærlighistorie mellem to utilpassede og kejtede unge. Disse forskelligartede elementer smelter sammen i So yesterday, som henvender sig til voksne unge og unge voksne fra ca. 16 år.
17-årige Hunter er en skarp iagttager og trendspotter i NY og kommer i kontakt med en jævnaldrende pige, Jen, med de fedeste snørebånd. Ja, snørebånd. Jen er så meget anderledes og nytænkende, at hun faktisk er en ægte innovatør, en af dem, som trendspottere virkelig sætter pris på. Inden de unge mennesker ser sig om, bliver de blandet ind i et indviklet spil om de mest fantastiske sko, der vil kunne vælte markedet. Det drejer sig om penge og markedsandele og om en modsatrettet bevægelse, der vil forbrugerismen til livs. Hunter og Jen går godt i spænd og kommer ud for mangt og meget. Alle produktnavne bliver omhyggeligt undgået, men læseren er aldrig i tvivl om, hvad der refereres til. Om bogen ender happy eller ej, er ikke rigtig til at sige, men Hunter og Jen finder i hvert fald hinanden.
Dette er forfatterens første bog på dansk, og den udmærker sig bl.a. ved sine kvikke dialoger og sin selvironi.
Underholdende og ironisk antiforbrugerisme roman med indbygget kærlighedshistorie fra the big apple. For et yngre publikum, omkring 16-30 år.