I 1999 udkom de første fire bøger i serien om Sune, og nu følger så fire nye. Bøgerne er med lix 4 beregnet til den første læsning, og opfylder deres formål på bedste vis. 2. klasse er på tur til stranden, og her finder Sune en hajtand. Per er misundelig, og prøver at ødelægge oplevelsen. Det lykkes dog ikke, og det meste af historien handler så om at få identificeret tanden og ikke mindst dens forhenværende ejermand. Per får styr på sine følelser næste dag, bl.a. fordi han har set filmen "Dødens gab", hvilket nok kan imponere de andre, og hajinteressen kulminerer med ønsket om en tur med klassen til et akvarium, hvor de har rigtig levende hajer. På trods af det lave lixtal er det en godt afrundet historie med ganske mange konkrete oplysninger om hajer og en god beskrivelse af relationerne mellem drengene i klassen. Søren Jessens illustrationer er tydelige, de støtter teksten godt og er med til at underbygge indtrykket af et godt gennemarbejdet materiale.