Symphony no. 5

"Nu har Orchid Classics udsendt de fire "modne symfonier" af den geniale komponist ... Og Lan Shui foretrækker stadigvæk raske tempi, orkestret spiller lige så overbevisende - og som helhed forekommer dette dobbelt-sæt mere tiltrækkende end det foregående".

Read review

"Skæbnesymfonien, den femte i rækken, tager med det samme lytteren i kraven, og ligesom de følgende tre symfonier får den en til at spærre øjnene op. For Lan Shui, der med dette projekt siger farvel som chefdirigent til et orkester, han har ledet fra 2007 til 2015, opnår en balance og en gennemsigtighed, der får de ellers voldsomme og ruskende symfonier til at fremstå som potent kammermusik. Indtrykket er djærvt og direkte, spruttende understøttet af stramme, historiske messinginstrumenter".

Read review

"Den græskfødte nu russiske dirigent Teodor Currentzis har efter års arbejde med Mozarts operaer vendt sig mod Beethoven. Med en eksplosiv udgave af 5. Symfoni som første hug i en serie med komponisten ... For kollektivet og det perfekte samspil er det centrale i hans fortolkninger, og de har i orkestret brugt år på at indstudere Beethoven i bestræbelse på at kunne eksplodere i lynhurtige, pletfrie versioner. Og det er altså en fornøjelse at lade sig imponere af det knivskarpe orkester og deres evne til at spille igennem - sammen ... Det er ekstrem musik med højt til loftet og langt ned i kulkælderen. Currentzis er en excentrisk type, der insisterer på at gøre det anderledes ... Men hans forsøg er stærkt fascinerende - og meget modigt".

Read review

"From the opening bars of Beethoven's Fifth ... there is intense conviction. Not only in the fiery playing, though that is extraordinary, but in the way that van Zweden elicits usually unheard details of scoring and surprising rhythms which, though certainly in the score, I had never heard before ... Overall this is a triumph, to be listened to especially by anyone who feels they don't have an urgent need to listen to these works again".

"Certainly is sin't a good idea to sprad the first chord, slowly, as Emanuel Ax does, following Gould's example. After that, however, he is impeccable, and Tilson Thomas is still on inspired form".

"Ånden og musikerskabet er på et fornemt niveau af alle sektioner, solomusikere og Copenhagen Phil som helhed, som tegner lovende for deres fremtid".

"This is a superlative rendering of one side of his [Beethovens] protean make-up".

"Manfred Honeck ... fährt hier einen Kurs der Beethoven-Interpretation, dessen Ziel nicht recht deutlich werden will: Vor allem die Brillanz und die Klanggewalt seines Luxusklangkörpers scheint er in den Fokus stellen zu wollen, in einer geradezu romantischen Lust an der Überrumpelung durch die grandios zur Schau gestellte Orchesterpalette".

"The Fifth Symphony represents the challenge of being the best-known work in the repertoire, but without being quirky Haitink presents it in a way that feels utterly fresh ... The First Symphony ... moves with that Haydnish combination of gracefulness and ebullience which is the work's hallmark. This is one of the finest contributions to this series".

"It is hard to recall a more relentlessly driven performance of Beethoven's Fifth Symphony than this newcomer ... especially in the outer movements. It is not that it sets any new land-speed records, though it is certainly brisk. Rather, Roth elicits a consistent and persistent sense of forward momentum that, allied to a willingness to accentuate the coarser aspects of the period instruments, places this symphony as an irruption of the Classical era rather than a blueprint for musical Romanticism".

"Zwei Stücke, die zur gleichen Zeit entstanden: Beethovens 5. SInfonie, hier wohlartikuliert und spieltechnisch glänzend eingespielt, und die "Symphonie à 17 parties" des Franzosen François-Joseph Gossec. Bei aller geistiger Verbindung Beethovens zu Frankreich als dem Land der Revolution bleibt der Eindruck starker Gegensätze, die zugleich geläufige Vorstellungen verstärken".

"After hearing these explosive, invigorating and electrifying performances, we are reminded once again of the ferocious intensity that must have shell-shocked 19th-century Viennese audiences ... Gardiner brings tremendous rhythmic drive and irresistable forward momentum to both Symphonies and revels in the sheer audacity of Beethoven's orchestration, enhanced by Orchestre Révolutionnaire et Romantique's expert use of period instruments. They produce wonderful subtleties of nuance".

"Vi har fået nye bud på Mozart, Mahler, Stravinsky og Tjajkovskij af den græsk-fødte russer og hans sibiriske periodeorkester, og nu får vi Beethoven. Og sågar med den mest ikoniske symfoni af dem alle, den femte. Det er en ubarmhjertig og intens oplevelse, som heldigvis er mere opløftende end udmattende at lytte til ... De musikalske tag er tydelige, rytmen er stram og langt sikrere udført end på alle andre indspilninger, jeg kan komme i tanke om, hvilket er noget af en bedrift i betragtning af det høje tempo ... Det samlede indtryk er overbevisende, ærligt, intelligent og med en følelse af form, der giver symfoniens apoteose maksimal vægt".

"Orchestral choice: In this most celebrated of symphonies the players sound at times as though they might explode with excitement. Where appropriate, they generate a rapier-like thrust that sweeps aside conventional thinking. It's an exhilarating helter-skelter ride, which finds Currentzis (as if in full meditative flow) focusing on the music's emotional narrative with electrifying powers of single-minded concentration".

"Zu hören ist eine Aufnahme, die gekennzeichnet ist von penibler bis besessener Aufmerksamkeit auf die Artikulation. Klar gesprochen wird hier bis zur Exaltierheit ... Currentzis erweist sich erneut als sorgfältiger Techniker, aber nichts als jener Mann spiritueller Empfindsamkeit, als der er sich zu inszenieren versucht".