Protein er oppe i tiden, når talen falder på sund kost i almindelighed og kost til sportsfolk i særdeleshed. Denne lille kogebog vil derfor tiltale såvel kostbevidste idrætsudøvere som dem, der interesserer sig for trendy opskrifter.
Forfatteren har en baggrund som sportsudøver på eliteplan. I denne kogebog præsenterer hun en række opskrifter, hvor der fokuseres på sunde ingredienser og råvarer, og hvor det at tælle kalorier ikke kommer på tale. Det drejer sig om at spise sundt og gerne en masse protein, som er musklernes byggesten. Der er bl.a. opskrifter på morgenmad, kager, frokost, aftensmad, mousser, wraps og drikke og billeder af samtlige retter.
En lækker lille sag med lettilgængelige opskrifter på dejlig mad. Ingredienslisterne er overskuelige, dog bruges der i de søde opskrifter konsekvent proteinpulver. Proteinpulver er næppe et standardprodukt hos folk flest, og derfor er kogebogen ikke helt så anvendelig, som man umiddelbart kunne fristes til at tro.
Kogebøger med fokus på protein har vi en del af, fx Protein og bøgerne om stenalderkost og LCHF. Disse har vægttab som omdrejningspunkt, hvilket ikke er det primære sigte med nærværende titel.