Til imødekommelse af alle gode fortsætter efter julens udskejelser foreligger her en bog med fedtfattige vegetaropskrifter. Det er en fin og sympatisk samling, som retfærdigvis ikke er tænkt som en slankebog, men opstået ud fra forfatterens erfaring om, at mange vegetaropskrifter faktisk er temmelig kalorieholdige, og ikke alle madlavere får i den hurtige vending lige tilpasset opskriften, så kalorieindholdet svarer til behovet. Endvidere er der lagt vægt på, dels at ingredienserne er gængse produkter, som kan erhverves i almindelige butikker og som hører hjemme i den daglige husholdning, dels at tilberedningstiden er human overfor den fortravlede hverdagsdansker. De fleste retter kan tilberedes på under 1/2 time, hvortil kommer koge/bagetid. Opskrifterne er opdelt i tilbehør, hovedretter, desserter og kager, brød og som en smuk gestus en enkelt opskrift på en kødret, som kan bruges i samspil med vegetarretterne. Det sidste skyldes forfatterens taknemmelighed overfor kødspisende værter, som ofte tager store hensyn og tilbereder vegetarmad til ære for hende. Allerbagest en række gode råd og køkkentips.