Fem små eventyr om historier, der ikke er tilfredse med at være historier og som derfor får skabt nye historier ude i det virkelige liv. Bogen kan selvlæses fra ca. 11 år, men er måske især egnet til oplæsning, ikke mindst på grund af det flotte sprog. Martin Frøsig har lavet en indbydende forside og 2 blyantstegninger til hver lille historie, der rammer tekstens stemning rigtigt godt. Der er historien om historien, der var hjemløs, fordi ingen ville høre på den, men som alligevel fandt en tilhører. Så historien om historien, der blandede sig i en mands fredelige tilværelse og som endte med at blive en del af den. Der er historien om historien, der leder i verden og finder kærligheder og historien om historien, der ville have børn og fik det på en højst uventet måde. Endelig er der historien om historien, der næsten mistede livet og opdagede, at evigheden også er en mulighed. Det er en lille, men spændende eventyrsamling med en sjov vinkel og vi har ikke lige nogen, der helt ligner.