Charmerende fortælling fra Bornholm i årene omkring 1960 i krydsfeltet mellem familieroman, moderne hjemstavnsroman og pigeskildring. Især for kvinder 50+.
Bornholm, 1959 og 1965. Jeg-fortælleren er Kajsa, vi følger hende som 7-årig og som 13-årig. Romanen fortæller om et pigeliv, fyldt med fantasi og leg, men også med en usikkerhed, som stammer fra alt det, der forties. Kajsa formaner ustandselig sig selv, for man skal passe på, at man ikke bilder sig underlige ting ind, når fantastiske billeder og forestillinger er ved at løbe af med én. Vi hører om forældrene, et indremissionsk bagermesterpar, og om bedsteveninden Juliette, som er sjosjaldenokrat og fritænker. Om lillebyens skæve eksistenser, om den storslåede bornholmske natur og sommerturisterne. Men ikke mindst om den dunkle hemmelighed, som hviler over Kajsas eget liv, og som alle andre åbenbart kender og kommer med halvkvædede viser om.
Romanen er velskrevet (om end lidt langstrakt og gammeldags i tonen) med flot replikkunst og sansende beskrivelser. Vi får en fin og nærværende pigeskildring og et levende indblik i Bornholmsk natur og folkeliv. (Der er heldigvis dialektordliste bagerst i bogen). Det er forfatterens debut; jeg synes, den er vellykket.
Fortælleteknisk kan den minde om Jutta Guldager, desuden mindes jeg Mette Søs måde at bruge dialekt i person- og miljøtegning i Fordi at (men Shakoor er stilistisk mindre struktureret end Sø).