Sammen med Morten Søndergaard har Niels Lyngsø om nogen tegnet den generation af lyrikere som debuterede i starten af 1990'erne. Kernelæserne vil hæfte sig ved samlingens vilje til opbrud og fornyelse, mens nye kan starte her.
Efter den store digtsamling og poetik Morfeus, 2004, der utvivlsomt vil blive stående som et hovedværk i NL's forfatterskab, bevæger han sig i disse nye digte bort fra det flerstemmige og stærkt formeksperimenterende til en mere enkel og klassisk centrallyrisk form. Jeget er omdrejningspunktet i samlingen: Fra tekster om barndom og forældre, der fastholdes i en kompleks og smertelig blanding af nærhed og distance, over kærlighedsdigte (med bibelske allusioner og fællestitlen "høj sang") til skarpttegnede selvportrætter af voksenlivets turbulente "leben", hvor nuet bestandig "fyldes og flænges".
I forhold til tidligere i forfatterskabet, som har været båret af et syntetiserende og helhedssøgende forsøg på at fastholde mangfoldigheden, er der her en mere konfronterende tone der barskt og illusionsløst blotlægger og skærer bort, indtil kun det ribbede skelet står tilbage, for nu at bruge et billede som optræder i det centrale digt "Ahornbladets ligning" og i det smukke fotografiske close-up på bogens omslag.
Niels Lyngsø bevæger sig med disse digte ind i en ny fase i forfatterskabet, hvor der frem for det meget komplekse og stofmættede modigt og konsekvent bliver skåret helt ind til benet, både formelt og tematisk.