Billard-simulationsspil i hvilket du kan spille pool og snooker i 3D på din Playstation. Fra 10 år.
I denne billard-simulation kan du spille de to billard-varianter pool og snooker. Det er en helt klassisk simulation af bar-sporten, hvor billardbord, baller (som kuglerne hedder) og billardkø er gengivet i 3D, set i valgfri synsvinkel. Snooker spilles på et større billardbord, og har et lidt mere kompliceret regelsæt end pool, både hvordan der tælles point, og i hvilken rækkefølge ballerne må skydes i hul. Pool spilles på mindre billardborde og har generelt simplere regler. I dette spil kan vælges mellem 8, 9 eller 10-ball pool. Spillet holder styr på reglerne for en - det er dog en stor fordel at kende reglerne på forhånd. Det er muligt at spille mod konsollen eller 1 mod 1 i multiplayer. Sproget er engelsk.
De basale funktioner er til stede i denne billard-simulation, men alt i alt er det en tynd omgang. Største minus er dog, at det er vanskeligt at placere stødevinklen helt præcist, hvilket gør, at der ofte er held og tilfældigheder medvirkende til, om ballen ryger i eller ej. Ballerne ruller heller ikke altid helt efter de fysiske love, hvilket igen går ud over præcisionen - på trods af at der vises hjælpe-pile, som i princippet skulle vise ballernes forventede baner. Udover selve simulationen er der ikke øvrigt gameplay eller indhold. Målgruppen er fra 10 år. PEGI: 3.
Tidligere er udkommet det bedre Pure pool, hvilket også kan afvikles på PS5.